Vielse/velsignelse

Foto: Hartmann Schmidt Fotografi

Ønskes bryllup, kontaktes sognepræsten eller kirkekontoret for aftale om dato og yderligere praktiske oplysninger.  

En prøvelsesattest skal i god tid før brylluppet afleveres på kirkekontoret, sammen med navn og adresse på to bryllupsvidner. Prøvelsesattesten, som højst må være fire måneder gammel, udstedes af Borgerservice i bopælskommunen, og brudeparret udfylder papirerne til dette på www.borger.dk med NemID.  Prøvelsesattesten er bevis på, at betingelserne for indgåelse af ægteskab er i orden.

En evt. navneændring i forbindelse med vielsen sker ikke automatisk. Navneændring foregår digitalt med NemID via borger.dk

Såfremt der skabes en form for navnefællesskab mellem ægtefællerne er navneændringen gratis - indtil tre måneder efter vielsen.

Forud for brylluppet har parret en samtale med den præst, der foretager vielsen. Her gennemgår man sammen forløbet, vælger salmer m.v.

Specielle musikønsker skal godkendes af præsten, der er ansvarlig for, hvad der foregår ved alle kirkelige handlinger.

Evt. pyntning af kirken aftales med graveren. Såfremt der er mere end et bryllup på en lørdag, kan brudeparrene aftale en fælles pyntning af kirken.

Hvis man er blevet viet på rådhuset, kan man altid på et senere tidspunkt få en kirkelig velsignelse af det borgerligt indgåede ægteskab.

Kontakt sognepræsten eller kirkekontoret for aftale om dato for den kirkelige velsignelse. Det er samme procedure som ved bryllup, bortset fra at kirkekontoret ikke skal have nogen prøvelsesattest. Det er heller ikke nødvendigt med vidner.

Traditioner

Foto: Hartmann Schmidt Fotografi

Der er massevis af traditioner i forbindelse med bryllupper. Det er helt op til jer at beslutte, hvilke I vil følge. Det kan dog være en god ide at overveje, hvad I ønsker, før familie, venner og præsten begynder at stille spørgsmål:

  • Hvem skal følge bruden op ad kirkegulvet? Eller skal I følges? Mange vælger at brudens far følger bruden op ad kirkegulvet, som et symbol på, at han afleverer sin datter.
  • Hvem skal sidde hvor i kirken? Ifølge gammel tradition sidder brudens familie i venstre side og gommens familie i højre side af kirken. Den nærmeste familie kan sidde nær alteret sammen med jer.
  • Noget nyt, noget gammelt, noget blåt, noget lånt. Ifølge traditionen skal bruden bærer alt dette til sit bryllup. Hvis I vil følge traditionen, er det en god ide at finde ud af det i god tid, så I kan finde noget, der virkelig betyder noget for jer, f.eks. et gammelt familiesmykke, noget fra jeres forældres bryllup eller lignende.
  • Skal I have ringe på? Præsten vil spørge jer, om I vil udveksle ringe i forbindelse med ritualet.